Anne Skare Nielsen

Chief futurist i Universal Futurist
Hej - jeg er chef for universet her sammen med Henrik. Jeg elsker at se "mine futurister" få succes med at bygge en bedre verden. Og så har jeg en forkærlighed for science fiction-film, varme somre og morgenløbeture.

Hvilken type futurist er du? Tag quizzen og bliv glad (eller mega-provokeret).

admin
Der findes 7 typer af futurister - og en bonus-type som er lidt fesen, men også brugbar for fremtiden.

Bare herhen med dig, ven 👉 https://futuristquiz.dk/

Når du ved hvilken futurist du er, ved du også hvordan du skal argumentere for fremtiden, hvad du skal passe på med, og hvad der vil være rigtig, rigtig godt for dig at investere i, så du rigtigt kan shine, som det fyrtårn af håb for fremtiden, du er.

Del din type herunder, og smut så ud og skab den fremtid, du drømmer om.



Like Comment

Hun er klar over, at det kan lyde drastisk, men 8-16 er ikke en værnepligt – og nu skal vi kæmpe for et friere liv

admin
»Vi har alle sammen smagt den forbudne hjemmearbejdsfrugt, og rigtig mange trivedes med det. Det er utopi at tro, at vi kan vende retur som før.«

Vi har kollektivt opdaget, at livet er mere end 8-16 på kontoret, og hvis ikke landets ledere forstår at imødekomme det, bør de forberede sig på opsigelser.

Sådan lyder det fra fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, der fortæller, at vi i fremtiden vil beskæftige os mere med, om opgaverne er løst – og ikke hvor lang tid de tager at løse.

»Jeg tror, at vores børn kommer til at grine ad, at vi alle sammen mødte ind på det samme tidspunkt og blev hængende i 37 timer, som om det var det magiske tal, der skulle til for, at man kunne løse sine arbejdsopgaver, siger hun og fortsætter:

»Jeg ønsker i hvert fald for mine børn, at 8-16, mandag til fredag dør, og at vi begynder at tænke i opgaver i stedet for tid,« siger hun.«

Ifølge Anne Skare Nielsen er der et før og et efter corona i vores tilgang til arbejdskultur og til at være medarbejder, og virksomheder, som indser dette og tilpasser sig det, vil vinde kapløbet om fremtidens arbejdskraft og talenter.

Læs hele interviewet i Berlingske med fremtidsforskeren her: https://lnkd.in/dNfitZm

Artiklen er bag paywall - men lyt til FUTcasten om fremtidens arbejdsliv, så får du det hele med lige ind i øret.

Linkedin kører debatten derudad - men vi har da heldigvis også vores egen tråd ;) 👇
Like Comment

Stinkefasen – du bliver aldrig bedre, hvis ikke du tør stinke

admin
Når du stinker, er du bedre end da du var god!

Jeg har altid været fuld af beundring overfor de mennesker, der mestrer noget. Tænk at være Michael Phelps – at glide ubesværet gennem vandet som en glinsende delfin. Eller Madame de Pouzieux som er en af de eneste i verden, der kan lave kantebåndet til en Chanel-jakke – en kunst ingen ind til videre har kunnet kopiere. Eller Obama dengang han klaskede en flue live on tape – oh, at være så selvsikker. Jeg kan endda græde lidt, når jeg høre Holger Bech Nielsen holde foredrag. Jeg fatter ikke en skid, men få mennesker tænder mig med hans engagement, som han, denne kvantefysikkens boblende breakdancer.  

Stinkefasen – du bliver aldrig bedre, hvis ikke du tør stinke
Der var engang jeg hadede disse mennesker en lille smule. Det var meget nemmere end at indrømme, at jeg egentligt bare var misundelig. Og skal vi endnu længere ind i sindet, kan jeg lige så godt tilstå, at jeg ikke gider bruge alle de timer som Michael har tilbragt i bassinet eller Obama har spenderet på totalt ligegyldige arrangementer. Endsige læse de bøger Holger har læst, og sidde stille alle de timer det tager at blive en lille fransk madame, der kan flette bånd til jakker. 
Jeg er en af de mange, der gerne vil være helt vildt god til at spille klaver. Hvis bare jeg kan slippe for den fase, hvor jeg ikke er særligt god (slag på tasken 5-10 år). Jeg er en af de mange, der har fået at vide, at lysten skal drive værket, hvorfor jeg i en alder af 50 stadig har svært ved at stå tidligt op (jeg har stort set ALDRIG lyst til at stå ud af sengen). 
Jeg deltager heller aldrig i holdsport – jeg er nemlig ikke en team player, næh, nej jeg er en ensom ulv, en lone rider, rosinen der faldt ud af pølseenden. Og så er jeg overhovedet ikke kompetetiv, nixen bixen ikke mig.. 

På mine gamle dage må jeg erkende, at jeg er ekstremt kompetetiv, men i og med at jeg ikke er særligt god til noget, deltager jeg kun i konkurrencer hvor jeg ved, at jeg vinder. Og det er ikke holdsport! Næh, du bare kom med de brune oste og lade os spille strip-Trivial Pursuit. Så skal du hurtigt blive klædt af til skindet. 

Churchill skrev selvbiografien ”My early life: 1874-1904” om de første 30 år af sit liv. Han var da 56 og tiden som premierminister med krig and stuff, lå dengang foran ham. Jeg har altid syntes det var mega-cool. ”Nå, nu skriver jeg lige lidt om første del af mit liv, så jeg er klar til anden del”. I øvrigt er det en vildt god bog. Læs den. 

Det er så nemt at kigge på mennesker omkring os, som vi kan beundre og udnævne dem til semi-guder. Vi giver dem personlighedstræk, der er udenfor vores rækkevidde, tilkender dem en talentmasse vi aldrig selv har fået, eller omstændigheder med penge, trænere eller udfordringer vi aldrig kan blive udsat for. Alt imens vi bruger vores dyrebare energi på at være misundelige eller opretholde selvbedraget om ikke at være en kompetetiv holdspiller f.eks. 
På et eller andet tidspunkt er vi bare alle sammen nødt til at lave en Churchill. Måske fordi vi har lyst til at genopfinde os selv, måske fordi vi har en drøm, måske fordi man ved, man bare har noget godt inde i sig, der fortjener at komme ud, måske fordi man keder sig, fordi man gerne vil være et forbillede, gøre sine børn stolte, eller fordi der ikke længere vil være et job til ”Me – in my early life”. 

Stor var min glæde, da jeg efter ca. 1.000 år med grundig research (emotionel datering) opdagede, at det slet ikke er så svært. Der er et ganske særligt trick, der skiller semi-guderne fra os andre almindeligt dødelig. En lille velbevaret hemmelighed, der virker hver gang. One word to rule them all. Er du klar? 

Stink! 
Man bliver aldrig god til noget, hvis ikke man tør stinke. I enhver læringsproces skal man gennemgå en fase, hvor man stinker. Stinkefasen er defineret som den periode, hvor hjernen har lært mere end kroppen kan oversætte til praksis. Lad os f.eks. tage på skiferie. For nybegynderen tager det ca. 1-2 dage før man ikke er den totale Bambi på glatis længere. Dette er juhu-fasen. Optur. På 3. dagen tager man på skiskole, hvor den kompetente lærer fortæller og viser, hvordan man går fra juhu til swusjh- swusjh. Swusjh- swusjh ser utroligt nemt ud. Som når Michael svømmer eller Obama klasker. På 3. dagen er der periodevis swusjh- swusjh, men rimeligt meget mere swusjh-slirp-kaflow. Og her skilles fårene fra bukkende, illusionisterne fra stinkerne. 

Det jeg har gjort indtil nu er at opfatte min swusjh-slirp-kaflow, som et personligt nederlag. Jeg forstår det jo godt, når der bliver sagt swusjh- swusjh, men der er vildt langt fra min hjerne til min krop. Men nu er jeg jo også meget klog.. Og mine ski er faktisk heller ikke særligt gode. Skistøvlerne sidder ikke helt til, og dragten lidt for langt oppe i røven. Så er et jo ekstra svært, ikke.. Også lidt trælst at ham skilæreren ikke taler ordenligt engelsk. Typisk franskmænd. Og hvad ved han egentligt. Hvis han var så god, var han sgudda til en eller anden olympiade og ikke aldrende, lidt-for-glad skibums i neonpolyester. Og det kan vi andre virkeligheds-tryllekunstnere bekræfte hinanden i til after-ski, som jo også er helt vildt sjovt, og vel egentligt meningen med at man tager på ski. Og blablabla. 

Dem der forstår virkeligt at stinke igennem i stinkefasen, tænker derimod helt anderledes. De tænker ”yes, jeg stinker. Nu kan jeg blive bedre. Hvor mange gange skal jeg falde for at komme igennem stinkefase 1? Slag på tasken, ca. 1.000. Så nu mangler jeg kun 945, 944 .. ”. Hele den indre refleksion, som optager mig så meget om hvad de andre mon tror og tænker, har de slet ikke. De bruger energien på at lytte og forstå den teknik, der bliver forklaret. De bruger tiden på at finde deres egen måde at gøre det på. Og de investerer timer med surt slid og irriterende og ukomfortabel swusjh-slirp-kaflow for til sidst at mestre swusjh- swusjh-swusjh-swusjh- swusjh. 

Nogle gange skal man sige ”fuck lyst” – det handler ikke om, hvad du gider eller kan lide. Det handler om hvad du skal.  For mit vedkommende blev det så lige meget nemmere at stå op samt at komme ud at løbe. Jeg slukkede simpelthen for radioprogrammet, der hed ”Indre refleksion om hvorvidt Anne Skare er motiveret til at dyrke sport i en post-industriel kontekst”. 

Nogle gange skal man sige ”ukomfortabelt – ja tak”. For ellers rykker man sig ikke. Jeg har altid været stinkende dårlig til at presse mig selv fysisk, og er derfor aldrig blevet hverken ret meget hurtigere eller ret meget mere udholdende. Det var først da jeg lærte, at lyst til at løbe først kommer efter 16 uger med tvang, at jeg turde – og valgte – at påføre mig selv ukomfortabilitet. Prøv det selv, hvis du er ligesom jeg, løb til det begynder at være u-rart og pres så på bare 30 sekunder mere. Og klap så dig selv på skulderen. 

Der vil være nogle læsere for hvem disse pointer ikke er nogen åbenbaring, men det er netop det, der er pointen. For de blinde er den en-øjede konge. Men den en-øjede ved ikke, hvordan det er at være blind og har derfor svært ved at forklare det. At stinke er for nogen så naturligt, at de ikke evner at forklare det. Men vi har alle blinde pletter – jeg vil vædde med at alle mennesker har områder i deres liv som de mestrer, og at den ekspertise, der er investeret her, kan bruges konstruktivt andre steder. Jeg mødte for nyligt en ung kvinde der havde – skal vi sige et meget stort udviklingspotentiale indenfor evnen til at sælge sig selv på arbejdsmarkedet.  Det viste sig så, at hun også er en anerkendt vægtløfter, som i et det regi havde en hel drejebog liggende for, hvordan man udfolder det potentiale.  

Hvilken bombe af gennemlevet stinke-fase sidder du mon på? Måske er du semi-gud i andres øjne? You never know.
Til sidst lidt konkrete råd til dem, der har lyst til at stinke videre: 

  1. Indfør en stinkefase. Lad vær med kun at vente på, at den kommer – inviter og åben op for stink-heden. Jeg siger f.eks. til mine børn: 
Anne: Nå, unger hvad stinker I til for tiden? 
Børn: ikke noget
Anne: HVAD? Stinker I ikke til noget?! Det er sgudda derfor I går I skole. Det er for at stinke, så I kan blive bedre. Så må I gå op til jeres lærer og bede om nogle sværere opgaver. 
Børn: <pause> Jeg tror nok, jeg stinker til at lave lektier.. 
Anne: JA. Godt. Det kan vi arbejde med. 
Børn: Jeg tror jeg stinker til at dække bord. 
Anne: Fuldstændig enig! Så skal der trænes – du dækker bord de næste 7 dage. 

Jeg må også indrømme, at I disse dage hvor alle børn vurderes på karakterer og præstationer så bliver jeg glad, når mine unger og deres legekammerater kommer storsvedende og forslåede tilbage efter en ussel time på rulleskøjter, mens de glade råber ”vi er kommet igennem stinkefasen!”. 

2. Brug det ukomfortable som kompas – de tidspunkter hvor du kan mærke, at nu begynder det ikke at være rart længere så træk dig ikke tilbage i illusionen om egen selvfedhed, men skub dig selv en lille smule. Skibe er ikke bygget for at lægge ved kaj – de skal ud hvor det gynger (ja, okay .. med mindre du er en husbåd.. ).

3. Vov at miste fodfæstet for en stund. Det er altså rigtigt, hvad han sagde. Det er ikke et spørgsmål om, hvad vi gider eller har lyst til eller gerne vil. Nogle gange – hvis man har sat sig et mål om noget bedre – er der ting man bare skal

4. Hvis ikke du kan finde ud af at stinke, så er det fordi du stinker til at stinke. Det er også ok.
Og stinke – det skal vi. Alle sammen. En gang imellem. Det er sundt og godt og der de rigtigt gode historier ligger og gemmer sig. Jeg er selv blevet voldsomt beriget efter at jeg meldte mig ind i stinke-klubben. 
Så kom stink med os. Stinke-klubben er altid åben for nye medlemmer. 
Like Comment

Den 3. Spirituelle Revolution

admin
Så kan du godt begynde at gøre dig klar til at få ekstra meget mere optur i tilværelsen! For efter den 4. industrielle revolution kommer ikke nr 5. Der kommer en langt mere menneskelig, fællesskabsorienteret, åndelig og meningsdrevet revolution – en spirituel revolution, der ikke er mystifistisk, men ven med videnskaben. 
Om 10-20 år vil vi se tilbage og sige “nej, hvor folk havde travlt med mange underlige ting, drevet af mål de ikke længere troede på, og hvor var de forvirrede og ensomme”. 


De nye spilleregler siger:


Vi kan ikke forlænge brædderne ind i fremtiden. Nye radikale ændringer venter forude, og det sidste vi skal være bange for er vores ukendte muligheder. 

Alle de problemer vi har i dag fortæller os nemlig én ting: at ingen kan løse dem alene. Ingen får succes alene. Og vi kan kun vinde, hvis de andre også vinder. 

Så giv slip på hentehåret og lad det flyve frit – det bliver sjovt, det bliver vildt og du kommer af med alt det, du ikke længere har brug for.
 

Nøgen klam og sårbar? Så er du på rette vej!

Eremitkrebsen er sjovt, lille dyr. Den kravler rundt på bunden af havet ligesom mange andre krebsdyr. Det, der gør eremitkrebsen speciel, er at den ikke er i stand til at lave sin egen skal. Og derfor er den dømt til at leve i andres skaller, eller i konkylier, plastiklåg, kasserede urtepotter og sågar tennisbolde har man set eremitkrebsen flytte ind i. 

Når eremitkrebsen bliver for stor til sin skal, har den intet andet valg end at flytte hjemmefra. Og det er ikke nemt. For det første skal den finde en ny passende bolig, der hverken er for stor eller for lille, men lige tilpas. For det andet – og endnu værre – er det mega-sårbart og ubehageligt at kravle ud af det trygge hylster og klemme sig ind i det nye. 

Det er på ingen måde et kønt syn. 

Forestil dig en nøgen, klam, lyserød, blød pølse, der mest af alt ligner en fod, der har ligget for lang tid i et badekar. Hvis du nogensinde har haft den drøm der, hvor du går rundt på Strøget med bar numse,  så ved du hvordan eremitkrebsen føler sig. 

Så snart eremitkrebsen er inde i sin nye skal, kan den fortsætte, som den plejer. Så er det same old shit. 

Trygt og velkendt. 

Og det er det budskab, vi har til dig her: Menneskeheden er en x-large eremitkrebs, på vej ud af en gammel skal. 
På verdensplan. 

Og det gør os bange, stressede, frustrerede og fylder os med angst og bekymring. Vi længes efter den gamle skal og den nye på samme tid. Fordi vi tror, at komforten i at gøre det, vi plejer, vil give os den tryghed, vi har brug for, for at kunne fungere, overleve eller komme videre. 

Men bliv hos os lidt her. 

 
Vov for en stund at være en nøgen, klam, lyserød og sårbar pølse.
Kh. Fremtiden
 

Vov for en stund at være en nøgen, klam, lyserød og sårbar pølse. Flygt ikke ind i din nye, hårde, sikre skal – men se dig omkring. Og mærk lige efter en ekstra gang, hvad du tror på og mener er vigtigt. 

Hvis du tror, at den måde vi har levet på indtil nu holder: velfærd skabt via velstand, som kommer fra industriel produktion og gang i forbruget. Hvis du tror på den skal, du kender, så stå af her. 

Men hvis du ligesom os føler, at der “mangler noget”, at vi ikke skal “tilbage på sporet”, og at den tid vi lever i lige nu, faktisk er ret epic, så tillad lige dig selv at bløbbe lidt ud.  

Der er nemlig noget nyt og spændende på vej. En 3. spirituel revolution der vil ændre vores opfattelser af hvad spiritualitet er. Noget langt mindre mystisk, woo-woo og flagrende, og mere konkret, hyperforbundet og i stand til at spille bold med videnskab og teknologi. 

Og hvorfor en 3. spørger du? Ja, altså – fordi der har været 2 før i mainstream vesterlandsk udgave. Og nu ved vi godt, at spiritualitet kan fortolkes og forklares på rigtig mange måder, så vores 3-deling sker primært for at gi’ dig et hurtigt overblik og en forståelse for hvor vi kommer fra, og en affyringsrampe, så du selv kan være med til at forme den 3. spirituelle revolution. Den har nemlig brug for dig. 

Vi undskylder desuden på forhånd for de tæer, vi kommer til at træde på. De fleste spirituelle pionerer har været – og er – modige mennesker, der tør følge deres kald, men nogle få har formået at køre spiritualitet ud af tangenter – f.eks. religiøse, fanatiske eller egoistiske tangenter – og der skal vi lige ha’ strammet op. 

 

Den 1. spirituelle revolution: Fest, farver og fis i kasketten 

1960’erne til 1980’erne

Den første spirituelle revolution var grænseløs og flydende. Som en modreaktion på strikse forældre og et virkelig stramt samfundsmanuskript, hvor følelser blev lagt i kælderen og låget på de psykiske sygdomme, misbrug og andre pinligheder med ordene “og så snakker vi ikke mere om det”. Hvis man blev ved med at skabe sig, kunne man blive anbragt på en kostskole eller sat af på en ø eller få nogle flade. 

Ikke underligt at den ny tids teenagere og andre følsomme sjæle fik brug for at sætte sig selv fri med musik, vildvoksende hår over hele kroppen, flagrende gevandter, blomster og batik, og med stoffer og et værdisæt der bare ville kærlighed og fred i verden. Den 1. spirituelle revolution gik all in og en lille smule overboard. 

Der blev drukket utrolig meget mystisk te og indtaget psykedeliske stoffer. Tænk på transformationen af Beatles og især John Lennon, da de kom hjem fra Indien. Der blev knaldet til højre og venstre, og man gik ikke af vejen for at bo meget frit kollektiv og dele kærester, børn og underbukser. 
På den negative side lurede det sekteriske. Ofte med maniske kultledere, der groft udnytte de søgende følgere – bildte dem ind, at hvis de åbnede sig for lederens frelserdiller, så var det vejen direkte til himlen eller alien-højborgen, eller hvad sekten nu troede på. 

Nogen gik så ekstremt til værks, at man som gode kultmedlemmer skulle begå kollektivt selvmord, fordi nogen rumvæsner ville komme forbi, og tage én med inden planeten Jorden gik under. Amerikanerne bruger stadig udtrykker “drinking the cool-aid” om dem, der lidt for blindt og godtroende følger i hælene på dem, der ønsker at diktere “Sandheden” og “de rigtige adfærd”. 

Sandsynligvis af samme årsag har rigtig mange “fornuftige mennesker “i dag modstand på det spirituelle. De forbinder det med noget flippet hippiefis, knald i låget og en hapsiflapsi livsstil, som egentlig bare er en undskyldning for at have sex med alle, ikke at gå på arbejde, levere varen eller tage et ansvar for sig selv, familien og fællesskabet på sig. 

Men på den positive side åbnede den 1. spirituelle revolution for første gang i verdenshistorien menneskeheden mod en fælles fornemmelse for noget større og mere grænseløst. Og ja, andre kulturer var langt længere fremme – men denne gang var revolutionen på vej til at blive planetær.
 

Den 2. spirituelle revolution: Følelser, feminine værdier og rummelig omsorg 

1990’erne til 10erne

Den 2. spirituelle revolution er den, vi står i afslutningen på lige nu. Den har været feminin – ikke forstået som kvindelig – men som det østerlandske Yin: naturorienteret, omsorgsfuld, moderlig, opofrende, rummelig og kærlig. 

Yin-energi er “det værende”, hvor Yang-energi er “det gørende”. Den feminine energi er hvile, ro og at være god nok, som man er. Den er reflekterende følende og vil gerne snakke. 

Om alt! 

Om der er fiber nok i pøllerne, om du har haft det godt i skolen, om hvorfor der ikke er trivsel på arbejdspladsen osv. osv. It never ends! Yin bliver aldrig færdig med at mærke, føle og gå på opdagelse i sindet – eget såvel som andres. 

Vi skal ikke ret mange år tilbage før “meditation”, “stress” og “trivsel” var absolut no-go på en moderne arbejdsplads. I dag bliver det mere og mere almindeligt, at man morgenmediterer, at man fokuserer på hinandens velbefindende på jobbet, at man taler ordentligt til hinanden, at man ikke bliver mobbet i skolen, og selv de mest hard-cord cheftyper forventes at udvise en eller anden form for empatisk forståelse – overfor sig selv, for omverdenen og for medarbejderne. 

Man siger, at den feminine energi er “the ocean”: havet. Som ikke har nogen egentlig retning. Alt kan være “på den ene side, på den anden side”. Intet starter eller stopper. Men havet er også uendeligt, fuld af liv og styrke og farlige eventyr. 

Den maskuline energi er “båden”: den der skærer igennem. Den maskuline energi siger til havet. “nu skal vi den her vej og jeg tage dig med og du skal tie stille”. Den feminine energi, altså havet, lægger sig ned og siger “okay, så vis mig hvad du har byde på, men du skal også vide, at hvis ikke du passer på og respekterer mig, så river jeg hovedet af dig”. 

Når den feminine energis skaberkraft ikke bliver mødt af den maskuline energis handlekraft ender den i cirkulære refleksioner. Rundt og rundt går det, i en navlepillende tur i kålormen, hvor vi snakker og føler og mærker og rummer. Vi glemmer hvad det egentlig handlede om. 

Når det feminine energi ikke tilfredsstilles med handling og retning, og ikke er i stand til at skabe den selv, bliver den “falsk feminin”: Den bliver selvsmagende, krænkelseparat, nidkær, berettiget og søger at blive bekræftet i, at den er god nok og værd at elske. Ved f.eks. at poste billeder af hvor spirituel man er lige i dag på instagram. 

Eller blive fornærmet. 

Over ALT! 

Vi blev f.eks. engang anklaget for at være tykfobiske, fordi vi med glimt i øjet postulerede “at man bliver buttet af at være rummelig, hvilket er derfor hyssede kvinder altid er så tynde”. 
Det er ikke sjovt! Og hvorfor hedder det MENstruation og ikke WOMENstruation? Hva? Hva??!

Den falsk-feminine energi møder op som kværulant! Den længes efter at blive fornærmet. Lige nu dominerer den alle vegne på de sociale medier, hvor den mudrer samtalerne til, og bolletrolder debatører, der snart ikke tør mene noget ærligt længere, endsige noget der kommer fra hjertet. 
Og den går helt i selvsving, når den begynder at konkurrere med sig selv. 

Om hvem der er mest selvudviklet. 
Eller hvem der har flest englekort.
Eller de største krystaller.
Eller de mest eksotiske drømmefangere. 
Eller hvem der kan komme dybest nede i Warrior 2-positionen i yoga. 
Eller meditere i flest timer. 
Eller holde vejret på den helt rigtige energetiske måde. 

Se mig, se mig jeg har været på retreat, og er blevet skyllet i mås og næse med olie, smurt ind i lavendelmuddermaske og jeg har spist veganermad fra morgen til aften, og nu er jeg bare helt healet og ladet op til at komme tilbage til den stygge hverdag med al dens 5G-net, onde skumme-tandpasta og mobiltelefoner. 

Hvis du, kære læser, enten bliver stødt eller fniser en lille smule hånligt nu, så lad os understrege, at det ikke er vores mening at hænge nogen ud. 

Den 2. spirituelle revolution har været supergod for kloden, for kvinder, børn, minoritetsgrupper og de små stemmer i verden (også den inden i os), som ikke før er blevet hørt. 

Det er et kæmpeskridt for menneskeheden, at vi har fået naturen tilbage, at alle som udgangspunkt skal behandles med værdighed, og der er ingen der tager skade af at spise flere grønsager, kramme et træ eller sidde bålvagt på et silent retreat. 
Der er absolut ikke noget galt i at have en drømmefanger hængende, og vi er nok lidt misundelige på dem, der formår at indrette deres hjem med smukke krystaller. 

Hvis det gi’r mening, så gi’r det mening. 

Anne fik engang renset sin bil af en god og meget spirituel veninde; de fine sten ligger der da stadig. 

Det bliver bare ikke dem – eller urteteen, kaffelavementet og regndråberne indsamlet ved nymåne – der redder verden fra nu af. 

I hvert fald ikke alene.

Du må gerne dyrke hele det der udstyrsstykke, der ligger i den 2SR – men pas på med at gå i selvsving. 

For det vi har brug for nu, er handling! 

Spørg dig selv: hvordan kan det være, at hver gang der laves et møde som handler om personlig udvikling, så sidder der 9 kvinder og 1 mand? 
Har mændene ikke ligeså meget brug for at lytte til sig selv, for ro, selvkærlighed og forløsning af traumer, som kvinder har? Jo, gu’ har de det. De orker bare ikke alle de ord og pæne pastelfarver.

De bliver lidt skræmte af at skulle sidde i cirkel uden sko på med duftlys og lukkede øjne. For hvad nu, hvis man begynder at græde? Eller ikke har noget at byde ind med? Eller føler sig grim og voldsom og har lyst til at smadre noget, råbe og skælde ud? 

Den feminine energi reflekterer først og handler bagefter. 
Den maskuline energi handler først og reflekterer bagefter. 

Og det er sjovt nok det, der skaber hele problemstillingen for hvis den feminine energi ikke handler, men kun reflekterer, så sker der ikke en skid. 
Omvendt, hvis den maskuline energi handler, men ikke reflekterer bagefter, så bliver den også falsk: tromlende, voldelig, brovtende og selvretfærdig. 

Det har vi set utallige gange gennem verdenshistorien. Bare tænk på korstogsridderne, der i Guds navn myrdede løs. Den slags sker stadig og ser desværre ud til at tage til – terrorbevægelser, online hadporno, vold og spot mod dem, der er anderledes end os selv.

Den maskuline energi har intet imod at ofre andre, når det går hårdt for sig, og den feminine energi har alt for nemt ved at lade sig ofre. Vende den anden kind til i stedet for at stå ansigt til ansigt med frygt og ondskab. 

Det er menneskehedens mørkeste spiral: villigheden til at ofre andre for sine mål, og villigheden til at lade sig ofre. 

På arbejdspladsen kan det falsk-feminine æde hele HR-afdelingen, så den ophører med at have nogen retning eller strategisk formål. Trivsel bliver vigtigere end at udrette noget og omgangen med hinanden bliver meningen i sig selv. 

Den falsk-maskuline energi drøner bare derudaf, sætter kursen, når målene, smadrer kloden, familien, de svage og sig selv i processen – og lytter ikke. Tør ikke lytte. Ved ikke hvordan man gør uden at virke fimset og feminin og blive til grin i den bro-kultur, man selv har været med til at skabe: “det er jo bare for sjov, lad nu være med at være så nærtagende”. 
Det er denne ubalance, der i dag skaber mega-meget stress. Den falsk-feminine energi møder op omklamrende og kvælende, mens den falsk-maskuline latterliggør alt den ikke forstår, eller ser det som et svaghedstegn.   

Men hvad nu hvis folk får stress, fordi de laver de forkerte ting? 
Hvad nu hvis vi føler os ensomme og alene, fordi vi ikke tør anerkende at forbundethed er et vilkår i livet, og at det virkelige problem er, at ved at leve og arbejde på en måde som ikke passer til tiden og fremtiden, afskærer vi os mere og mere fra og selv og hinanden? 

Kan du mærke det? 

Synes du også det er fedt, når skuespilleren Keanu Reeves siger, at han ikke bryder sig om at leve i en verden, hvor sårbarhed ikke bliver set som et sundshedstegn?

Så kommer her en opgave på vejen ind i den 3. spirituelle revolution: 
Du skal finde nye symboler. Nye billeder på hvad spiritualitet er – for dig.
Dvs. ikke noget med 5 sten stablet ovenpå hinanden, ikke flere mennesker med armene i V-formation foran en solnedgang eller et klippelandskab og ikke en flok venner, der hopper af glæde på en strand. 

 

Den 3. spirituelle revolution: Vi forbinder os til hinanden og naturen og hele planeten og er medskabere af et opdateret værdisystem

20erne til … hvem ved?

Den 3. spirituelle revolution skal bringe balance i kraften. Og ellers er det din opgave at gå på opdagelse og være med til at fællesskabe den. 
For vi er kun simple futurister, der kan mærke den er på vej. Hvis vi dikterede den faste formel, ville vi ryge direkte tilbage i SR1. 
Nu ligger du så der, og giver dig selv lov til at være blød, udefineret og mushy. 

Vær nysgerrig. Hvad tror du på? Hvis du ikke længere tror på, at den gamle manual holder? Hvad vil du have med fra det gamle, som du stadig elsker eller synes er brugbart? 

Og du må gerne sige “det ved jeg ikke”. 

Du skal selv sætte din egen spirituelle retning, og inspirere, men ikke diktere den for andre. 


Her er nogle hjælpelinjer, fra os og vores futurister som vi træner her i communitiet. 


Tag hvad du kan bruge og lad resten ligge: 

Opdater dit styresystem


Din hjerne er vildere end den vildeste teknologi. Nyeste målinger estimerer, at din hjerne kan lagre 2.5 petabyte. And that’s a lot. Det er faktisk lige så meget data, som det meget omtalte internet of things kan rumme, når det går online – når alle maskiner kan tale med hinanden på verdensplan, kan én menneskelig hjerne alligevel give den baghjul. 
Vi har intet at frygte fra teknologien. Teknologien presser os bare til at blive mindre som den, og mere som os selv. Mere mennesker, mere empatiske, mere hjælpsomme og bevidste om, at vi kan langt mere sammen end hver for sig. 

Hvad vil der ske med os mennesker, når vi kan lægge vores energi i at løse vigtige problemer, træne, eksperimentere, osv.? Hvordan vil det mon påvirke vores sanser og bevidsthed? 

En stor del af verdens shipping sejler i dag f.eks. på en fælles IT-open source platform. Kommer det til at betyde noget, at man er mere sej, når man læner sig ind i smart data og predictive analytics i stedet for op af rapporter og KPIér? 

Et tankeeksperiment: i fremtiden kan vi ikke bare forudse orkaner. Vi kan “punktere dem” ved at pumpe koldt havvand op til overfladen, så de fiser ud i stedet for at smadre de områder, de rammer. Måske kan fremtidens flåder programmeres til at gøre netop det, for det er jo en kæmpe fordel at have en havn at ligge til i, når man er i shippingbranchen – som nu ikke bare er kold business, men en del af et netværk, der beskytter verden. Vil det faktum ændre ledelse som vi kender det, som en “benevolent bug” i et styresystem? 

Uanset er din hjerne amazeballs. Problemet er bare, at du ikke har ret meget RAM. Din bevidste hjerne løber hurtigt tør for processorkraft, så kom et andet sted hen i kroppen end snakke, snakke, måle, måle. Vær spontan, løs problemerne, og drop planerne. Læg en god puslespilsbrik om dagen, gå efter de magiske øjeblikke, og pyt med at det hænger sammen. Sammenhæng skaber vi bagefter – i fællesskab. 

Avatar med de lange blå mennesker på planeten Pandora er et ret godt tænkt scenarie for hvad der kunne ske, når liv leves i harmoni med planet. Der er ingen grund til at bygge hospitaler og faguddanne folk, hvis du kan blive helbredt, når du kobler dig op til naturkraften via din hestehale, jo. 
 

Humor er godt!

Seriøst! Det er nok det bedste spirituelle redskab, du har. Humor er en (ofte akavet) måde for mange mennesker at række ud efter hinanden på. Vi skal tit igennem en lidt pinlig eller ubehagelig fase for at lære hinanden at kende, og humor kan faktisk skabe både integration og inklusion. Når vi gør grin med hinanden, nærmer vi os hinanden – hvis vi vel at mærke kan grine med hinanden og ikke ad hinanden. 

Med mindre vi er blevet super krænkelsesparate allesammen, eller venter på bevidst at misforstå hinanden. Så bliver det lidt svært med den humor.
Så grin i det mindste med dig selv. Din hjerne er ikke rigtig klog. Den er f.eks. kodet til at reagere på mad, sex og vold, herunder foretrække det i store mængder. Babser godt. Store babser, ekstra godt. Mad godt, buffet mumsfilibaba. 

Nuuurh, siger vi når vi ser en lille baby eller et nuttet dyrebarn. Men hvorfor kan vi få lyst til at æde babyen eller kvæle hundehvalpen, fordi den bare er så fluffet!? Det kaldes faktisk “cuteness overload”. Hjernen drukner nærmest sig selv i oxytocin og for at stoppe den overglade proces, laver den en håndbremsevending og du får lyst til at bide 3 tæer af din baby. 

Så måske er mange bekymrede mennesker, i virkeligheden overglade for at leve, men hjernen kan ikke finde ud af hvad den skal med al dem eksalterethed? 

 

Tag det ansvar, der er dit

Når du tager det ansvar, der er dit, holder dominobrikkerne op med at vælte. Når du står i en shittycrapcrap situation, spørg dig selv – højt – “hvad er mit ansvar? her” Og gør så noget ved det. 

For hvis ikke du gør, skubber du det til andre – eller til fremtidsdigselv. Hyg dig med at tage dit ansvar, som en slags spirituel rengøring eller havearbejde. 

Lad være med at tage det ansvar, der ikke er dit. Så gør du dine medmennesker en bjørnetjeneste. Alle skal ligesom deale med deres eget shit, ellers snyder man sig selv og hinanden for en livserfaring.  

 

Sæt grænser

Paradoksalt nok tyder meget på, at jo bedre du er til at sætte dine grænser, jo nemmere har du ved at forbinde dig til andre. Især hvis du er sansestærk eller meget empatisk, er det en vigtig opgave. 

Empater er lige det verden har brug for, men denne skjulte superkraft kan også være grunden til, at vi i dag ser så mange mennesker med uro, stress, depression, mentale problemer, angst, ADHD etc. 

Vi muterer simpelthen. Hjernen – især hos børn og unge – er i gang med at udvikle sig til at kunne rumme hyperkompleksitet. Hvilket giver god mening, for selvfølgelig skal vi ikke i en hyperforbundet og hyperkompleks virkelighed sidde hver for sig og regne den ud. Vores superhjerne søger en samhørighed i empatiske, trygge, men også destruktive og konstruktivt skabende fællesskaber. 

Med den samhørighed følger en masse følelser og ubehag, som man tror er ens egne, men i virkeligheden er alle de andres. Det er derfor ikke mærkeligt, at vi bliver sure, trætte, føler os ensomme og udvikler en følelse af apati, fordi der er så ufattelig meget, vi hele tiden skal forholde os til.
Går du rundt med en sær følelse, så prøv at spørg den “er du min?” Og hvis svaret er “nej”, så sig “hej, hej med dig”. 

Forestil dig, at om 20 år vil det være helt normalt, at vi mærker hinandens følelser. Men også, at vi godt ved, at vi selv skal arbejde med dem.

Empatiske mennesker går i dag rundt og bærer andres følelser, så de ikke selv kan mærke dem. Har man f.eks. en narcisist inde på livet og bærer man 50% af deres smerte, ja så forløser man hverken dem eller sig selv. Når man slipper andres følelser, ryger de lige tilbage i hovedet på dem – og det er voldsomt. Men det er også ærligt. 

 

Stress er kilden til din indre styrke – ikke svaghed 

Stress er et budskab til dig om, hvor din grænse går. Det er ikke svaghed eller et tegn på, at du ikke kan “fungere”. Stress kan sagtens opstå, hvis du har været for stærk for længe. Og at du ikke trives under de omstændigheder, der stresser dig. Derfor hjælper det heller ikke “bare at slappe af”. Det ville man jo heller ikke sige til en jordbærplante, der har fået frost. 

Beslut dig for at skabe og opsøge de rette omstændigheder for dig, og del de vanskelige opgaver med andre. Den enes dræber-job er ofte den andens sjove opgave. 
 

Magiske øjeblikke 

Glad og lykkelig er ikke noget du vil være hele tiden. Og hvis du var ville det være virkelig kedeligt. Eller miste charmen. Gå i stedet efter de magiske øjeblikke. De små og store momenter, hvor du kan mærke dine batterier blive ladet helt op.

Hele årsagen til at du i dag kan leve et relativt komfortabelt liv er jo klart: det er fordi dine forfædre jagtede deres magiske øjeblikke – en varm seng at sove i, jobsikkerhed, mad i maven. 

Det var deres magi, og nu skal du finde din egen.  

Det er nemlig det, det hele handler om. 

Hvis ikke du kan finde ud af eller tænder på at meditere, så gå med de magiske øjeblikke i stedet. 

Forskning peger på, at det giver samme meditative effekt at grine, udrette noget vigtigt, se andre lykkes, nyde god mad, få en krammer, dagdrømme eller gå en tur i skoven. 

Det der virker for dig, er den rigtige måde at gøre det på. 
 

Quantum jumping

Quantum jumping er en sjov, effektfuld visualiseringsøvelse, hvor du forestiller dig, at du springer til et parallelunivers, hvor du kan besøge dig selv i den udgave, du har brug for at være eller drømmer om. Visualiser dig selv og den anden verden så rig, fyldt med farver og glæde som muligt.

Snak med dig selv, stil spørgsmål og lyt til svarene – uden at forstå dem. 

Træd derefter ind i kvanteudgaven af dig selv og lån energien. Bliv fyldt op af den, og sig tak og vend hjem igen. 

Tænk ikke mere over det – men se, hvad der sker. Det er crazy shit! 
 

Pas på med bad juju 

Bad juju er alt det, du har lyst til, men som du inderst inde godt ved, ikke er godt for dig. At ryge cigaretter, spise snasket fastfood føles måske godt, men vid, at de fleste af den slags fornøjelser er designet til at give dig et afhængighedsfix, der stjæler hjernecelleopmærksomhed fra de ægte magiske øjeblikke. 

Bad juju er nok den største bremse for den 3. revolution. Og sjovt nok trender “dopamin-faste” lige nu i silicon Valley. 
 

Død, ødelæggelse og smadremand

Intet liv uden død, ingen skabelse uden ødelæggelse. Bare fordi noget er grimt, behøves det ikke være forkert. Intet er sort eller hvidt, godt eller ondt. 

I serien Westworld er smerte i livet, det der vækker robotterne til live. Det der giver dem personlighed og et bredere følelsesregister. 

Hvis den 3. spirituelle revolution er en gryde, er vi popcornene. Enten popper vi eller brænder fast på bunden af gryden. Enten ligger vi der i den hårde skal helt brændt på, eller vi popper og får hele vrangen vendt ud på os. Av, for helvede hvor kan livet bare gøre ondt. Men det er muligvis en del af gamet. 

 

Gå på opdagelse i dig selv

De seneste mange hundrede år er rejsen for menneskeheden gået udad: Ud på havet, over bjergene, til månen og nu også Mars. Men ingen rejser vil give mening, hvis ikke vi også rejser ind: ind i sindet, os selv og hinanden.

Gør sport, vejrtrækning og fysisk bevægelse til måden hvorpå du opdager hvad der knirker og knager. I stedet for at alt skal være harmonisk i balance og fredfyldt med englesang, så nyd at finde en gammel klam edderkop i hjørnet af dit indre. Hvem ved hvilke spændende budskaber, den har med til dig? 

 

Radical acceptance 

Megen selvudvikling har en tilbøjelighed til at behandle mennesker som håndværkertilbud. Vi skal ligesom kunne se charmen og sjælen bag ved de knuste ruder og adskillige K3, og selv om vi siger vi er gode nok, som vi er, skal der alligevel hele tiden arbejdes med at blive den bedste udgave af sig selv. 

Spiritualitet kan sagtens gøres til hårdt arbejde, hvor der skal mediteres og slappes af og stresses ned. At meditere kan i sig selv blive et stressmoment, og gør man det for meget, kan man faktisk også få kuk i kalechen. 

Den 3. spirituelle revolution er langt mere accepterende. Radikalt accepterende faktisk – hvor det gælder om at elske det som er, sådan som det er. Uden at fikse det eller “leve med det”. Og det er faktisk en meget maskulin ting. Man siger, at når en mand og en kvinde forelsker sig, og kigger på hinandens “fejl”, så tænker han “hende der kan jeg godt leve med”, mens hun tænker “ham der kan jeg fikse”. 

Men hånden på hjertet: ønsker vi ikke alle inderst inde at blive elsket, lige som vi er?
 

Det feminine og det maskuline er bare en overgang

Den typiske indvending vi hører, når vi taler om SR3 er “det der med det feminine og det maskuline og mænd og kvinder”, at det bliver man ligesom hurtigt træt af. Det lugter langt væk af “kvinder er fra Venus og mænd er fra Mars”. 

Og det er rigtigt. Vi synes heller ikke det er en frugtbar opdeling. Vi gider bare ikke diskussionen, for så bliver det igen snakke, snakke. 

For lige nu – på dette tidspunkt i verdenshistorien – er der virkelig meget brug for MÆND. At mændene og drengene kommer på banen og får defineret sig selv uden at kvinderne hele tiden skal blande sig. 

Mænd der ikke forstår sig selv, eller giver sig selv lov til at være reflekterende og følende, de fucker eddermame meget op på den her klode. Og vi længes sådan: Efter far!

Forestil dig direktøren for Nationalbanken stille sig op og sige “FY” til bankerne. Fædre og mænd, der venligt begynder at rette op på hinanden, når der tales grimt om kvinder, homoseksuelle, handicappede eller bliver råbt af de små fodboldspillere fra sidelinien. 

Venligt, bestemt og ordentligt. Med et smil og et skulderklap fra et godt hjerte. 

Nuj, hvor verden vil vinde stort med en opgraderingen af det maskuline værdisæt. 

Husk på, at det feminine reflekterer først og handler bagefter, og det maskuline gør det omvendt. Måske derfor betragter mange reflektion som noget feminint, men det er det ikke. Det er bare blevet kuppet af den 2 spirituelle revolution. 

Jesus er en ret god rollemodel for én der kunne begge dele. Hvis han skulle gi’ os et godt råd, kunne det lyde sådan her: 

Gak ud i verden og gør godt, få fingeren ud og vær mere spontan når verden kalder dig til handling, løft de opgaver der er dine og lad være med at tænk så meget over det. Stol på din intuition. Og når du så er færdig, så smut en tur ud i ørkenen og tænk over, hvordan du klarede den. Reflekter og skab indre forbindelser mellem din hjerne, dit hjerte og din sjæl. Vend hjem og gør det endnu bedre. Hjælp dine venner med at gøre det samme. Så bliver du en cool dude ligesom mig.

En nem måde at teste det af, er på møder: hvis deltagerne er all over the place, så er du båden, der skærer igennem! Find modet til at “mande dig op” og sæt kursen. Omvendt, hvis der er alt for koldt og hårdt, så er du den der viser omsorg og lytter. 

 

Gode film at se: 

De sidste Star Wars film hvor intet mere er sort og hvidt, men “the grey”. 
Cobra Kai serien, hvor helten og skurken fra Karate Kid ikke er så helte- og skurkagtige længere, men ikke selv kan se det, fordi de ikke tør “mødes på midten”. 
 

Tro og viden går hånd i hånd  

Når vi fortæller folk, at det spirituelle og det videnskabelige går hånd i hånd er der virkelig mange, der får julelys i øjnene. Nogen har det i sig at kunne tro. Andre har brug for at stille spørgsmål, teste hypoteser af og gå mere rationelt til værks. 

Den 3. spirituelle revolution behøves ikke være mystisk, og det kommer til at klæ’ videnskaben at lukke eventyret, de store tanker og følelserne og fortryllelsen ind. En forsker er ikke en type i en hvid kittel. Forskeren er den del af dig, der kigger på stjernerne eller under en sten eller ind i et sind, og fordomsfrit og nysgerrigt spørger “hvad er det?”. 

Wayne Dyer forklarer det således: Hvis spiritualitet er ligesom at svømme, er det troen, der får dig i vandet. Du ved godt, at du ikke kan, men du tror på det. Troen får dig igennem den første, nye og svære fase. Du øver og træner og til sidst kan du. Du ved, du kan, og du behøver derfor ikke at tro længere. 

Det rigtig fede er, at videnskaben nu begynder at påvise meget af det, der før var hokus pokus. I 2018  fandt man f.eks. “interstidiet” et væskefyldt system i kroppen, som man mener kommer til at bygge bro mellem den østerlandske og vesterlandske filosofi, for her har man forklaringen på, hvorfor energibaner, chakraer og akupunktur har en effekt. 

Så nu står alle dem fra SR2, for hvem det var nok at tro, og siger “haha” (og forhåbentligt også “velkommen til”). 
 

Invester i fællesskaber, i gode problemer og i at være et godt menneske


Verden bliver mere og mere teknologisk hyperforbundet. Virksomheder, der før var siloopdelte og konkurrencemindede, begynder nu at samarbejde på tværs. Hierarkierne dør og netværk vinder frem. Viden og magt er ikke “i toppen”, men i evig bevægelse. Videnskab lever og vokser og står aldrig stille. Teknologi udvikler sig langsomt men sikkert mod at blive en slags planet-hjerne, og den hjerne får brug for godt software. GPS’en i din bil kan føre dig alle vegne hen, men det er dig, der skal sætte en retning. Du kan få serveret al mad i verden, men det er kun dig der kan afgøre om du synes, det smager godt. 

Derfor kan vi også sige rigtig meget blablabla om det her, men vi ender altid ved det samme: hvis kortsigtet, egoistisk nydelse er “det rigtige” fucker vi med garanti planeten op. 

Gode mennesker, der kan udsætte deres kortsigtede behov for sand glæde for sig selv og andre – det er det fremtiden har allermest brug for. Og det er nemt at gå i gang med! Løs gode problemer! 

 

Det du mangler fylder mest

Kender du den, der følelse af lyst til noget at munche på, men du ved ikke hvad det er? Du åbner køkkenskabene og guffer noget gammel chokolade, drikker et glas vand, spiser en ostemad, 1 skive flæskesteg og noget kartoffelmos fra i går. Du er mæt, men følger dig alligevel hverken tilfreds eller tilpas. Selv når vi har “alt”, kan der alligevel mangle “noget”, og når vi ikke ved, hvad det er for “noget”, fylder det nemt det hele. 

Hvis ikke du har kærlighed fylder det alt. Når du har det og lidt tid er gået … er du bare glad. Hvis du får dårlige karakterer fylder det alt. Når du får dem, og du vænner dit til at få dem, er det bare “som forventet”. 

Hvis ikke du har et job, eller penge eller bliver set og hørt kan det optage alle døgnets timer. Når du får det, bliver du først glad, men effekten fiser ofte ud. 

Det er nok det moderne menneskes største paradoks: vi oplever, at mere af det, vi mangler, fylder os op, men kun til et vist punkt. Og når effekten aftager, går vi på jagt efter “mere” for at få det samme fix. Men mere virker kun op til en vis grænse – herefter er vi sat fri. 

Og det er her den 3. spirituelle revolution for alle dem, der ikke stod på 2.eren starter!

Det er nemt at forstå, når du kigger på en plante: hvis ikke den får nok vand, næring eller sollys er det de “vækstfaktorer”, der holder den tilbage. Når den får det, forløser det kun indtil planten har nået niveauet for, hvad den kan rumme – herefter er planten fri til at være plante. 

Hvis den får “for meget af det gode” – for meget vand eller sol – så får faktorerne interessant nok den omvendte effekt. 

Vid dette: Det, der fylder hos dig, som er det, du mangler mest, vil ikke gøre dig lige så glad, som du er ked af, at det fylder (læs det bare igen).

Du bliver ikke +10 glad, for noget der fylder -10. 

Du går bare i 0. 

Og så er det op til dig at folde dig ud. 

Og for det er der ikke noget manuskript. 

Det kan føles virkelig ubehageligt. Som et hul, der ikke kan fyldes op. Eller et myggestik du ikke kan nå. Eller en længsel efter noget, du ikke kan se hvad er. 

Slut fred med den følelse – måske er den meningen med det hele? Måske kan du bare ikke selv nå det, der klør, men skal lade andre komme til? 

Måske er hullet ikke noget, der skal dækkes af ting og sager eller mad og fornøjelser? Men af noget andet? Som det i sig selv er den store spirituelle opgave at gå på jagt efter? 

Måske en ny skal til din bløde eremitkrebsenumse? 

Måske ikke?

 

Pedellen og rebellen 

Et ubevidst program, der kører i hjernen på ræddi mange menensker er “hvad du må og ikke må”. Man kan på uhyggelig vis være både sin egen indsatte og sin egen fangevogter. 

Læg mærke til hvor tit i løbet af en dag, du sætter begrænsninger, rammer og regler op for dig selv. Skriv en liste – hele dagen igennem: hvad må du, og hvad må du ikke? Hvornår er du ok? Hvornår får du lov at slappe af, eller spise det du har lyst til, eller tale frit, være sjov eller spontan? 

Er der en stemme inde i dit hoved, der siger “ej, hvor er du pinlig” eller “pas på med at være for glad for det holder alligevel ikke”, eller “husk at være bange og bekymre dig for så er du sikker (din sårbare, nøgne eremitkrebs)”. 

I futurist-sprog kalder vi også fangevogteren og den indsatte for “pedellen og rebellen”: Pedellen, der gerne vil passe på, vedligeholde, udglatte og sørge for at alt ser pænt ud. Og som stresser rigtig meget, fordi man også lever sammen med rebellen, der træder ved siden af, roder, ødelægger og ikke er til at styre. 

Pedellen bygger mure, man kan gemme sig bag. Rebellen smadrer dem og hopper på ruinerne. 

Man kan blive totalt psykisk ustabil, hvis man ikke slutter fred mellem de to. Og det er langt nemmere end du tror. Du behøves ikke gå til terapi i 100 år. 

Du kan bare gøre sådan her: 
 

Forløs dine traumer 

Find et historie, der gør dig til helten – på den fede måde. Læg ud med at  anerkende, at der ikke er noget forkert i at have ar på sjælen. Der er tit skam forbundet med den slags – men det er sgudda værre at være skamløs! At føle skyld eller skam er en måde at reflektere på, men husk: det skal være for at slippe traumet og komme videre, ikke nulre rundt i en træls spiral. 

Og ingen siger det behøves at tage år!

Fremtiden byder på mikrostrøm i hjernen, mikrodoseringer af de psykedeliske stoffer fra SR1 som kan udviske eller slette de ødelæggende tanker, der følger med grumme oplevelser eller virtual reality, hvor du kan gennemspille dine traumer indtil du finder forløsningen og rykker et bevidsthedsniveau op. Dit sind bliver det fedeste game ever! 

Selfpartnering er en metode, hvor du lærer at give det, du søger til dig selv. Hvis du har rendt efter anerkendelsen eller rosen eller forståelsen fra andre, skal det første hårde stykke arbejde ligge i at stoppe den vane – og begynde at give det, du mangler mest til dig selv. 

Det er ret meget som at skulle tisse. Ligegyldig hvor meget andre holder af dig, er du nødt til at gøre det selv! 

Lad også være med at sammenligne størrelsen på dine traumer med andre – ens egne problemer er altid dem, der fylder mest. 

Alle mennesker har traumer. Nogle voldsomme, andre små – men der er ingen sammenhæng mellem graden af traumer og glæde i livet. Man kan have siddet i krigsfangelejr og været udsat for tortur, eller være blevet sviget som barn og gået for lud og koldt vand, og alligevel rejse sig, børste bæen af skuldrene, og være ovenud velfungerende. 

Og man kan have tabt perlepladen i børnehaven og aldrig rigtig være kommet sig over det.  

Eller man kan ligne en succes og være ved at gå i stykker indvendigt. 

Sorg er akut. Og personligt. 

Lidelse er langsommeligt. Og søger mage. 

Sorg er “shit happens”. 

Lidelse er historien, du fortæller om sorgen. 

Du kender dem godt, ikk? Dem der cirkler rundt i offerrollen om perlepladen, der blev tabt på gulvet, og ikke formår at forløse deres smerte.

Når traumet begynder at definere dig, skal du tænke dig om! Måske endda give slip selvom det gør endnu mere ondt. 
  
Der behøves hverken være en mening eller årsag. 

Vi får ikke altid, de slag vi fortjener. 

Vi får de slag, vi får. 

Og videnskaben viser, at hvis den historie du beretter om dig selv, er den hvor du bliver helten, der rejser sig på trods, tilgiver, og øver dig i at være et bedre menneske, så kommer du styrket ud på den anden side. 

Mening er ikke noget, der findes “derude”, det er noget du selv skaber. 

Og netop fordi mening er så sjælden, fordi den ikke er en naturlov eller noget vi kan bestille på nettet, bliver vi så euforiske, når vi endeligt finder den! 

Meningen vi selv skaber – som nye forbindelser vi laver i egen hjerne på baggrund af egne refleksioner – de løfter ikke kun dig, men hele verden. 

Mellem 75% og 90% af alle dem, der oplever PTSD (post traumatisk stress), oplever også PTG – post traumatic growth. Det er sgudda ret interessant. 

“Jeg er blevet et bedre menneske”, og “jeg ville ikke være smerten foruden”, hører man tit folk sige “for det har gjort mig til den, jeg er “. Og det er sandt - men noget smerte gu' en del af os godt være sluppet for. For nogen er der mønstret umenneskelig styrke for at komme derhen, hvor sorgen er blevet en del af et nyt puslespil. Tak for jer! 

At forløse sine traumer burde være et job! 

Du burde kunne opdatere din Linkedin profil med “Forløser fortidens traumer”. For når du gør det, healer du ikke kun dig selv, men alle efterfølgende generationer, som ikke skal bære rundt på gamle sten i skoen. Du har fikset dig selv, og ryddet op i familien og omgangskredsen – et vigtigt arbejde andre ikke gad, turde eller kunne. 
Tak! 
Bare tak!

For har du også lagt mærke til det? 

Dem der går til psykolog, går næsten altid til psykolog, fordi de har levet sammen med mennesker, der ikke selv syntes de havde behov for at gå til psykolog! Og lige nu vælter det måske frem på verdensplan med generationer af fortidens uforløste traumer? Måske er verden ikke af lave, men ved at blive lavet. 

Og du sidder trofast her og læser med håbet om at bidrage med noget godt?

Du er sgu sej, er du! 

 

Todoes and tada’s!

Less todoes – more tada’s. Skriv det med sprittusch på køleskabet. Tak os senere 😉 
 

Kedelig, venlig og hjælpsom 

Den 3. spirituelle revolution forlanger af menneskeheden, at vi finder sammen om spændende problemer, der bygger os og fællesskaberne op, mens vi gør verden til et bedre, rarere sted for flere og flere levende væsner. 

Og vi har det sådan på fornemmelse: at hvis man selv synes, man er lidt kedelig, gennemsnitlige, ikke har noget behov for at gøre opmærksom på sig selv eller være for meget på de sociale medier, så er man lige præcist sådan én som fremtiden har brug for. 

Det lange seje træk, hvor vi dedikerer os og ikke skal roses eller motiveres, men kan holde os selv og hinanden i gang, ja tak!
 

Hav tillid 

Og hav høje håb men lave forventninger. Du er pioner, og som pioner skal du kunne tåle at blive skuffet. Faktisk er det bedre at blive ved med at blive skuffet, for ellers vil du ikke møde det ene menneske, der overrasker dig. Eller opleve det magiske øjeblik, der leder dig på rette vej. 

Eremitkrebsene gør det også. 

Har tillid til hinanden. 

For det, der med at finde et nyt sted at bo, det er meget nemmere, når man er flere sammen. 

Survival of the fittest er længe blevet oversat som “de stærkeste overlever”, men det er en kæmpe misforståelse. Det er dem, der er bedst til at tilpasse sig – herunder har situationsfornemmelse og tillid til de andre. 

Man ser derfor eremitkrebsene slutte sig sammen i husbyttecirkler. De sorterer sig efter skjoldstørrelse, og når alle har fundet deres plads i kæden bytter de plads så alle får sig en opgradering. 
Naturligvis. 

Som et kinesisk ordsprog siger: “Hvis du vil gå hurtigt, skal du gå alene. Hvis du vil gå langt, skal du gå sammen med andre”. 

Så lad os gå sammen. 

Lad os komme i gang med at gøre vores lille blå planet rarere at være på sammen. 

Det kan vi sagtens. 

Brug ikke din tid på at kritisere andres skaller, men på at forbedre og oplyse. 

Og er det ikke interessant, at “Den 3. spirituelle revolution” lød spændende, da du startede med at læse, men nu virker den titel allerede forældet? 

Det er klart – du har jo allerede flyttet dig. 

Så måske skal vi bare kalde den … ja, den menneskelige revolution? 

Hvad tænker du?
Like Comment

Når du tænker sådan her, gør du alting rigtigt.

admin
 
Like Comment

Fra fastholdt til frisat

admin
Anne Skare Nielsen er ikke i tvivl. 

Vores tilgang til arbejde er forandret.

Og vi skal ikke tilbage til det, der var. 

Hun er klar over, at det kan lyde drastisk, men ifølge hende er der kun ét at gøre, hvis din chef får julelys i øjnene ved tanken om igen at kunne samle alle medarbejdere i storrumskontoret fra 8-16 efter sommerferien, og med længsel i stemmen betoner, hvor rart det bliver, når hverdagen igen er, som vi kendte den. 

I hvert fald hvis meldingen i samme ombæring får dig til at kaste op indvendigt. 

“Forlad jobbet” siger Anne Skare Nielsen: 

“Vi har alle sammen smagt den forbudne hjemmearbejds-frugt, og rigtig mange trivedes med det. Det er utopi at tro, at vi kan vende retur som før,” siger hun: 

“En chef, som mener det, mener også, at han ejer dig og din tid.” 


Anne Skare Nielsen er fremtidsforsker og lever af at spå og rådgive om den fremtid, vi står overfor og opfange tendenser, før resten af os øjner deres komme. 

Ifølge hende er der et før og et efter corona i vores tilgang til arbejdskultur og til at være medarbejder, og virksomheder, som indser dette og tilpasser sig det, vil vinde kapløbet om fremtidens arbejdskraft og talenter.     

De, som hænger fast i det gamle, vil til gengæld blive hægtet af og valgt fra, mener Anne Skare Nielsen: 

“Kom ind på arbejde, siger de, men er løbet tør for gode argumenter. Hvorfor, kan man spørge, og de vil ikke kunne levere et tilfredsstillende svar. Jeg har lige hørt en chef citeret for at sige, at “folk skal komme tilbage, for jeg vil ikke have øde kontorlandskaber -” 

“- Hvad?! tænkte jeg. Det lyder jo, som om medarbejdere er interiør på lige fod med møbler og planter.”
  
De seneste fem år har Anne Skare Nielsen ventet på, at folk ville gå digitalt, og at hjemmearbejdspladser ville blive normen, og hun troede, at det ville ske som et led i den bæredygtighedstankegang, der længe har fyldt mere og mere i vores bevidsthed. 

I stedet blev coronavirus IT-chef og krævede, at vi alle kom online nu, og dermed er kimen til et bedre samfund og et bedre liv for den enkelte lagt, mener Anne Skare Nielsen:   

“Vi er nogle skvat, hvis ikke vi prøver at ryste posen nu og gøre det bedre,” siger hun: 

“Lige nu har vi en kæmpe mulighed for at omkalfatre vores samfund og skabe det arbejdsmarked, den verden, og det liv, som vi faktisk ønsker os. Vi kan vende urbaniseringen og få folk til at flytte fra storbyerne og ud i landdistrikterne i stedet, for vi har fået en bevidsthed om, at vi ikke behøver at rende rundt i et hamsterhjul og tjene penge til en høj husleje, to biler og et fitnessabonnement. Vi har opdaget, at hey, jeg kan rent faktisk sidde i mit sommerhus på Sydfyn og arbejde, så hvorfor pokker skal jeg ligge og pendle ind til et job i Aarhus, Odense eller København?”

De første kritiske røster fra medarbejdere, som ikke ønsker postcorona-hverdagen retur, har allerede meldt sig rundt omkring i verden, og iagttagere af arbejdsmarkedet mener kun, at vi har set begyndelsen.

Eksempelvis har flere tusinde ansatte i IT-giganten Apple underskrevet en protest mod i fremtiden at skulle indfinde sig på kontoret tre gange ugentligt, ligesom nogle har taget konsekvensen af ledelsens udmelding og sagt deres stilling op. 

»Det sidste år har vi virkelig været i stand til at udføre det bedste arbejde i vores liv for første gang uden de udfordringer, som daglig pendling til kontorer og storrumskontorer uundgåeligt medfører, alt imens vi stadig er i stand til at tage bedre vare på os selv og menneskene omkring os,« skriver de i et brev til ledelsen med henvisning til, at Apple-koncernen kun har oplevet fremgang under pandemien.

Det er især den yngre generation på arbejdsmarkedet, som har opdaget, at det ikke er særligt rart, at chefen ejer ens tid, og lægger an til et opgør med det, vurderer Anne Skare Nielsen. 

Fra fastholdt til frisat, kalder hun tendensen. 

“Det er ikke særligt lang tid siden, at man fik et guldur, når man gik på pension som et symbol på, at nu fik man tiden tilbage. Underforstået, at din tid er din chefs, så længe du er på arbejdsmarkedet. Hvor det for tidligere generationer skabte tryghed, er det nærmere klaustrofobisk for de nye årgange, som - i modsætning til deres forældre og bedsteforældre - ikke mangler noget. Alle basale behov er opfyldt, og de bliver ikke gladere af at købe mere,” siger Anne Skare Nielsen, som også har en forventning om, at flere vil begynde at vende 37-timers ugen ryggen. 

Vi har nemlig kollektivt og på samme tid opdaget, at vi kan få det samme fra hånden på færre timer, når vi sidder uforstyrret på hjemmekontoret. 

“Jeg tror, at vores børn kommer til at grine ad, at vi alle sammen mødte ind på det samme tidspunkt og blev hængende i 37 timer, som om det var det magiske tal, der skulle til for, at man kunne løse sine arbejdsopgaver. Jeg ønsker i hvert fald for mine børn, at 8-16 mandag til fredag dør, og at vi begynder at tænke i opgaver i stedet for tid,” siger hun: 

“Det vil være et særdeles fint skridt ind i fremtiden, at vi ikke skeler til, om man bruger 37 timer på sin opgave, men om den bliver løst tilfredsstillende.”

MELLEMRUBRIK

Det stigende behov for at tage tiden tilbage fandtes allerede, men corona har forstærket det, mener Anne Skare Nielsen, og i dag er det blevet tydeligere for flere, at de vil råde over egen tid.

Vi er blevet meningssøgende, og det rumsterer i mange af os, hvordan vi bruger tiden - livet - bedst muligt, og for mange er svaret ikke længere på kontoret, fortæller hun. 

“Den helt store trend i tiden hedder fra mere til bedre. Vi er på vej væk fra den Matadorspil-agtige måde at leve på, hvor samfundet sætter en spilleplade op for den enkelte, og så gælder det ellers bare om at køre hurtigt rundt og holde hjulene i gang i sin plastikbil og få bygget et hus,” siger Anne Skare Nielsen: 

“Vi har længe målt i mere, længere, større og hurtigere, men nu har vi opdaget, at mere ikke nødvendigvis gør os gladere. En medisterpølse bliver ikke ti gange så lækker af at blive ti gange så lang, et hjem bliver ikke et hyggeligere sted at opholde sig af at få en tilbygning, og hvis du roder i dit køleskab er løsningen ikke nødvendigvis at købe et større. Derfor er flere begyndt at spørge, om det egentlig er tryghed for mig, at jeg sælger min tid og til gengæld får alle de her ting.” 

Hvad vil vi bruge al den tid på, vi får, hvis vi ikke vil arbejde, som vi har gjort?

“På noget, der er meningsfuldt for den enkelte. Nogle ved endnu ikke, hvad den mening er, men trænger blot til en pause. Til at mærke efter. Rigtig mange mennesker lever for at holde ferie, og det gør man, fordi ens job er lort, og man bare glæder sig til at have en stund for sig selv, hvor man kan gøre, hvad man har lyst til. Så det er det, folk kommer til - at gøre det, de har lyst til. De kommer til at være kreative, lave mere frivilligt arbejde og dyrke deres hobbyer,” siger Anne Skare Nielsen.   

Er det ikke et brud med samfundskontrakten? 

“Jo, det er det, men det er ikke nødvendigvis negativt. Der er en tendens til at tro, at hvis blot vi går på arbejde og aftjener vores værnepligt over for samfundet, skaber vi produktivitet og holder hjulene i gang. Men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen længere, for der findes masser af mennesker, som møder ind hver dag og ikke laver en skid.”  

Opgaven i fremtiden bliver i stedet at aflære, hvad vi tror, er værdifuldt, og i stedet indse, at samfundsværdi er mange ting og ikke nødvendigvis kan måles i kroner og øre.   

“Hvis vi skulle aflønne vores frivillige her i landet, ville Danmark gå konkurs i morgen. Er frivillighed noget værd for samfundet, kan man spørge - ja, det er det i høj grad. Har det værdi for samfundet, at man passer sine egne børn? Ja. Har det værdi, at man er med til at fjerne skrald fra havet på World Ocean Day? Ja, for pokker,” siger Anne Skare Nielsen:

På samme måde kan eksempelvis færre stresssygemeldinger, færre skilsmisser, mindre forurening og mindre forbrug vise sig at blive afledte effekter, hvis stadig flere borgere opgiver at arbejde på helt traditionel vis.   

“Jeg er ikke i tvivl om, at vi får et meget bedre samfund, i jo højere grad folk får lov at styre deres egen tid.”
Like Comment

10 ting der gør dig til en god buddy

admin
Der var engang en Palle 
Palle var træt af de andre. 
Alle de irriterende, dumme idioter. 
Han drømte om at få alle legesagerne for sig selv. Men da hans drøm gik i opfyldelse, var det slet ikke sjovt. Fint nok, at man kan få lov at køre uhæmmet i brandbil, røve en bank og spise al slikket, men hvis ikke der er noget at dele oplevelserne med, hvad er de så egentlig værd? 


Der var også engang en Pelle 
Så er der Pelle Pelikan. Pelle ved ikke, hvor han skal hen. Men hver dag er en fest sammen med Rasmus Klump, Skæg og alle vennerne på det gode skib Mary. Og efter de vilde eventyr kan de altid komme hjem til mor og få pandekager.


Fremtiden siger: Du skal være mere Pelle end Palle 
Vi skal hilse fra fremtiden og sige, at den ønsker, at du skal være meget mindre Palle og meget mere Pelle.
 

I fremtiden er der ingen, der får succes alene! Og hvis de gjorde, ville det ikke være sjovt.Anne & Henrik
 

Fremtiden starter med 2 buddies, der finder sammen
Fremtidens forpligtende fællesskaber starter med 2 mennesker, der dedikerer sig overfor hinanden i “et buddy team”. Og når I har knækket den nød, kan I smitte andre med jeres buddyisme. Og så er I 4, 8, 16, 31 … der kan buddy up med hinanden, og løse stort set alle verdens store og små problemer.

(Ja 31, der er én, der smuttede. Buddy teams er ikke den perfekte løsning for alle).

Her er 10 ting, der gør dig til en god buddy – og som du selvfølgeligt også godt må forvente fra andre: 

 
1. Buddy er en relation, ikke en person
Du må gerne have flere buddies, og du må gerne sige nej, hvis ikke du føler for det. Buddies passer på hinanden ligesom dykkere gør – men man behøves ikke være venner. Når I er buddies tager I på opdagelse sammen. 

I er gå-makkere der sørger for at ingen bliver væk og alle kommer hjem igen. I er træningspartnere, der skubber hinanden på den gode, trygge måde, men også kan irritere og afsløre blinde vinkler – med det formål at forløse noget godt. 

 
2.  Har du brug for en buddy, så spørg: 
“Er der nogle der vil buddy’e med mig på den her opgave?” Jo mere konkret du skipper dit ønske afsted, jo nemmere er det for andre at hjælpe dig. Det kan være kort feedback på en blogpost, en der tager med dig ud, og ser dig in action, og hepper og klapper og tager billeder, eller en weekend i sommerhus. 

 
3. Opsøg irritation. 
Irritation er budskabet om, at du tager fejl. Irritation er når vi har lyst til at skylde andre ud i toilettet eller fluks finde sammen med nogen, der også synes at Karl Georg er åndssvag! Stop dig selv (eller din buddy), og sig “interessant – hvad er det for en budskab, du ikke vil høre?”. Sammen går i på opdagelse i hinandens blinde vinkler, ned i kælderen for at snakke med tabutrolden så frygten ikke definerer fremtiden, og op i lyset igen hvor I nu har scoret 8.000 futurist point!

Bliv ved med at opsøge irritation resten af livet, og lad det være NY irritation. For opskriften på at blive en gammel, knastør bitterfis/nos er at være irriteret over det samme. Og det samme. Og det samme. Let it moddaf*** go!. 
 

4. Oplev magiske øjeblikke. 
Lige så irriterende noget er, lige så magisk vil fremtiden blive, når du slipper det du ikke skal bruge mere. Magiske øjeblikke er de der små momenter af ægte lykke, hvor du tænker “uuuh, der er da vist en årsag til at jeg er blevet født”. Tryk på buddy-pauseknappen, når I har dem og lad dem fylde alle celler. Det svarer til at opgradere dit computers software til det helt rigtige styresystem! 
 

5. Kalibrer MBS’en
og øv jer sammen i at være i egen energi. Når vi er ude af sync med vores mind, body and soul bliver vi frustrerede, kede af det, irriterede – eller omvendt overgearede, tromlende eller flyvske. Som buddies holder i hinanden fast. Siger: “kom lige hjem på din egen ø i din egen energi, og mærk hvor der er noget, der stritter”. Vi skal have ro i maven, fred i hjertet og klarhed i hjernen. Det kræver at vi kan tage ansvar for vores eget shit og ikke projicerer det over på andre. 

Bonus ved det: Destinationen for den rejse du er på? Det bliver dig selv. Meningen med det hele er at finde hjem i dig selv og opleve glæden ved at komme i mål hver dag. 

 
6. Vær ikke en klistergøj
Buddies sidder ikke og sumper eller hænger på hinanden. Buddies arbejder og rykker og flytter sig. Træner og stinker og får vabler på hælene mens underbukserne kravler op i måsen. Engang imellem må man godt tage Piv & Klynk trøjen på og dele en flaske rødvin og et bæger bearnaise sovs, men den trøje er der mange, der kan passe. Pyt så og videre – eller gå tilbage til punkt 3. 

 
7. Bøvs, Bitch & Bearnaise
Engang imellem skal man lige have lov at ventilere. Når du kan mærke, at din buddy er presset, så op på skulderen og få bøvset af. Du ved, gode klap på ryggen og få løsnet op for det, der sidder helt ned i mavsen og rumler. 

Ud med det. 

Det er så godt at få brokket af. Bitch & Bearnaise kalder vi det, når vi mødes og spiser sammen (med bearnaisesovs på) – her samler vi sammen i løbet af året, så vi ikke går og pjat-brokker i hverdagen. Når der skal brokkes skal det gøres ordentligt! Det er også her, I kan dele skrammer, pinligheder, tabuer, bolletrolde og alt det andet, som ikke er sjovt i nuet, men som bliver til en god historie med tiden. 
 

8. Gå igennem stinkefasen sammen (eller hver for sig)
Ligesom du godt ved, du ikke kommer afsted, hvis ikke du har en løbemakker, eller får afleveret det bogmanus, hvis ikke der er en der står og presser med en deadline, så har du brug for én der presser dig til at komme igennem stinkefasen. Hvis din buddy har fået lov at bruge dit visakort uhæmmet en hel dag, eller sidste futurist i mål skal til nøgenyoga, så kan man lige pludseligt godt futte sig sammen. 
 

9. Ros og hjælp din buddy og tag selv imod
Hjælp bliver først noget værd, når vi tager imod den. Du er garanteret god til at hjælpe og coache og bidrage, men er du lige så god til at tage imod? Det kan føles sårbart – men vov at gøre det. Husk at rose hinanden mere end i fortjener, når I har mest brug for det. 
 

10. Byt opgaver
Det der er mega-crap for den ene, kan gå som smurt i olie for den anden. Du skal ikke være dygtig til alt. Du skal være dygtig til det, du er sat i verden for. Andre ting skal du blot kunne til husbehov og det der totalt dræner dig, må andre tage sig af. Byt opgaver med dine buddies og få alle fordelene ved den perfekte arbejdesplads med de ultimative kollegaer uden alle ulemperne. 
Like Comment